Svagheder
Flere kommuner er svært tilgængelige uden egen bil/bus
Destination omfatter et større geografisk område, og en række af kommunerne betjenes af begrænsede offentlige transportformer, hvilket stiller krav til logistikken i forbindelse med større mødearrangementer, hvor alle ikke har egen bil til rådighed. Det kræver således logistik og flere ressourcer til planlægning af mødeafholdelse af en vis størrelse i disse kommuner.
Få overnatningssteder med stor kapacitet
Destinationen har et udbud på +2.400 værelsesenheder spredt ud over alle kommuner. Blot ni hoteller ud af det samlede udbud tilbyder 100 værelser eller derover, og den største udbyder har en kapacitet på 162 værelser. Dette kan sætte begrænsninger i tiltrækningen af større mødeaktiviteter.
Få kommuner med større formålsindrettede konferenceudbydere
Udbud med høj mødekapacitet er koncentreret i få kommuner, hvilket kan give logistiske udfordringer ved større arrangementer. Kommunerne Favrskov og Norddjurs har meget lav kapacitet.
Destinationen er geografisk spredt ud over seks forskellige kommuner
Destinationen dækker over seks kommuner, hvoraf flere har meget lav kapacitet, hvilket kan medføre, at gæster skal flyttes ”ud af kommunen” i forbindelse med større arrangementer. Ligeledes er kommunerne ret forskellige, når det kommer til faciliteter, kapacitet, infrastruktur m.v.
Begrænset formaliseret samarbejde mellem erhvervsliv og vidensinstitutioner
Et begrænset systematiseret og formaliseret samarbejde mellem erhvervsliv og vidensinstitutioner hæmmer tiltrækningen af arrangementer med international deltagelse.
Muligheder
Styrket samarbejde og koordinering mellem erhvervsliv og vidensinstitutioner
Ved at etablere et tættere og mere formaliseret samarbejde mellem erhvervslivet og vidensinstitutioner. Eksempler på dette er formålsbaserede netværk såsom et ambassadørkorps, hvis formål er at arbejde målrettet med tiltrækning af internationale mødearrangementer, hvorved efterspørgslen kunne øges.
Tiltrækning af afledte mødeaktiviteter fra større begivenheder i Aarhus
Den geografiske nærhed til Aarhus Kommune som destination for flere store events kan forsøges udnyttet ved afholdelse af afledte arrangementer med samme tema, branche m.v.
Nye ejerskab af Midtjyllands og Aarhus Lufthavn skaber muligheder for øget efterspørgsel
Det nye ejerskab af både Midtjysk Lufthavn i Karup og Aarhus Lufthavn i Tirstrup kan skabe mulighed for øget efterspørgsel, såfremt der etableres et udvidet rutenet.
Trusler
Nærhed til Aarhus med stort udbud og tiltrækning
Den nære geografiske afstand til Aarhus Kommune, der som egen destination står for et stort udbud og en stor efterspørgsel vil kunne påvirke efterspørgslen til de øvrige kommuner i destinationen på grund af den lettere tilgængelighed til Aarhus Kommune.
Udfordringer med ejerskab og udvikling af Aarhus Lufthavn
De seneste mange års turbulens i driften, og ejerskabet af Aarhus Lufthavn, vil på sigt kunne hæmme lufthavnens position som et styrkepunkt, og skabe udfordringer for logistikken til hele destinationen.