Destinationsanalyserne viser, at Danmark udenfor stor byerne samlet set står stærkt på en række områder. Der er betydelige erhvervsklynger, stærke vidensmiljøer og markante natur- og kulturprofiler, som kan danne afsæt for differentierede mødeprodukter. Mange destinationer råder over solide venues, stabil drift og høj oplevet sikkerhed. Samtidig rummer den nationale SWOT-analyse væsentlige fælles udfordringer: lav international kendskabsgrad, manglende sammenhæng mellem kapacitet og efterspørgsel, forskelligartet kvalitetsniveau, begrænset certificeringsgrad og forskelligartede organisatoriske modeller og erfaringsniveau, som vanskeliggør en samlet national indsats. Hertil kommer oplevet logistik-friktion, som for nogle internationale mødeplanlæggere gør Danmark mindre attraktiv end alternative europæiske destinationer med stærkere direkte forbindelser.
Anbefalingerne i rapporten udspringer af disse fælles styrker og udfordringer. De lægger op til en styrkelse af den nationale kapacitet for international erhvervsturisme, en mere koordineret og målrettet international Go-to-Market-indsats, et fokus på lokale virksomheder med internationale datterselskaber, fælles standarder for dialogen med mødeplanlæggerne herunder overnatningskapacitet, logistikkommunikation, produktprogrammering og bæredygtighedsnormer. Endelig anbefales det at etablere et nationalt datagrundlag, som kan understøtte både destinationernes og den nationale indsats med mere præcis viden om efterspørgsel, effekter og udviklingsmuligheder.
Samlet set peger rapporten på, at Danmark har gode forudsætninger for at styrke sin internationale position, men at realiseringen af dette potentiale afhænger af et mere koordineret, konsistent og langsigtet arbejde, end det der i dag er muligt inden for de eksisterende rammer. Særligt anbefalingen om en styrket national kapacitet for international erhvervsturisme fremstår som et centralt greb, fordi den binder de øvrige anbefalinger sammen og skaber forudsætningerne for, at de kan løftes i praksis.
FOTO: Bona Fide StoriesEn mere robust, flerårig og samlet indsats vil gøre det muligt at arbejde målrettet med internationale mødeplanlæggere, fastholde relationer over tid, udvikle og teste nye produkter sammen med destinationerne og sikre en højere grad af kontinuitet i markedsbearbejdningen. Den vil samtidig understøtte destinationerne der, hvor behovet er størst, både i forhold til kompetencer, data, udviklingsforløb og synlighed, og dermed sikre, at investeringerne i dansk erhvervsturisme skaber bredere og mere varige effekter.
Rapporten viser, at det danske potentiale er betydeligt, men at det kun i begrænset omfang udnyttes uden et styrket nationalt fundament. Den foreslåede kapacitetsopbygning er derfor ikke blot en anbefaling blandt andre, men et strukturelt greb, der kan øge sammenhængskraften i indsatsen, forbedre kvaliteten af det nationale tilbud og positionere både større og mindre destinationer bedre i den internationale konkurrence. I denne sammenhæng skal anbefalingerne ikke ses som enkeltstående tiltag, men som elementer i et samlet, langsigtet og markedsnært udviklingsspor, der kan styrke Danmarks tilstedeværelse i de internationale mødemarkeder og sikre, at potentialet omsættes til konkret efterspørgsel og målbar effekt.